Det klassiske skema for salget ser sådan ud:
 
Vinen produceres af vinbønder ( De kaldes "Caves particulières) eller af kooperativer. I det sidste tilfælde, er det de vinbønder som er medlemmer af kooperativet, der leverer druerne til videre forarbejdning.
 
Private bønder og kooperativer sælger vinene som bulk, dvs. i store stålcisterner til negocer, som lagrer vinen i deres kældre som regel allerede fra slutningen af oktober måned, når det gælder Beaujolais nouveau. Cru vinene bliver leveret til negocen om foråret.
 

Negocens kunst er at sammenstikke forskellige cuvéer fra den samme appellation indtil vinen udtrykker den pågældende Beaujolais stil. De enkelte vingårde er små, og ude af stand til at levere vin nok til for eksempel de store supermarkedskæder.
 

Negocen spiller en rolle, når der skal leveres en homogen mængde vin fra et bestemt AOC område. Negocen sætter vinene på flasker og sælger den under sit eget mærke. Det sker at han sælger vin fra et bestemt afgrænset domæne, men så vil domænets navn stå på etiketten.
 
Det skal siges at til forskel fra Bordeaux, må man ikke i Beaujolais skive Château, altså slot, på etiketten med mindre der reelt er tale om et slot.
De 20% af vinene der ikke sælges gennem negocen, bliver solgt af vinbønder, der ønsker at sælge deres vine direkte fra deres vingård under deres eget navn.